The truth always lies in the hands of the creators
Interview med The Other Eye of The Tiger af Miriam Frandsen, kurator og projektleder af Toaster
The Other Eye of The Tiger (TOETT) er et kunstnerkollektiv, der har eksisteret i flere år og har skabt forestillinger sammen siden deres uddannelsestid på Den Danske Scenekunstskole. Det er blevet til fire i alt indtil nu. Siden Toasters start har de været huskunstnere og i efteråret 2021 afholdt de to publikumssaloner på baggrund af en uges workshops. Workshoppen udforskede den in-ear teknik, som er grundsubstansen i deres aktuelle forestilling. Efter workshoppen havde de en dialog med Liv Helm, teaterchef på Husets Teater og medstifter af Toaster, som opfordrede dem til at arbejde med en eksisterende tekst. Ideen var at TOETT skulle iscenesætte deres første klassiker og valget faldt på Henrik Ibsens Peer Gynt – i TOETTs version: Peer Gynt?
Jeg møder fire af dem; Ida Grarup (scenograf), Asger Kudahl (lyddesigner), Súni Joensen (lysdesigner) og Henrik Grimbäck (instruktør), til en snak midt i prøveforløbet, tre uger før premieren.
Hvad er den kunstneriske motivation for at lave Peer Gynt?? Hvordan opstod ideen?
TOETT: Den opstod i to forskellige trin. Formen opstod først. Vores kerne DNA i TOETT er publikumsinddragelse. Så arbejdet med publikum på scenen er en undersøgelse vi har haft gang i helt fra start, og vi var nået til et sted, hvor vi nu ønskede at afprøve in-ear teknikken. Dette var det første udgangspunkt og vores primære motivation.
I alt hvad vi har lavet indtil nu, er teksten blevet skabt af gruppen, primært som et arbejde mellem instruktøren og skuespilleren, men med hele gruppen som dramaturgiske sparringspartnere. Trin to var så idéen om at lave en klassiker og at tage udgangspunkt i en skrevet tekst.
Grunden til at det blev Peer Gynt var, at tanken om løgnen og løgnens væsen var interessant for os; Hvad vil det sige at lyve sig igennem sit liv? Vi har tidligere i vores forestillinger taget fat i en karakter, en virkelig person, der dannede rammen for forestillingen, og så springer der forskellige historier derfra. Det har altid været karakterer med nogle fantastiske historier, hvor vi så har digtet til, men altid med udgangspunkt i virkeligheden. Her er det lidt den omvendte øvelse. Vi starter med en fantastisk historie om Peer Gynt, som er fiktion, og så henter vi nogle mere eller mindre virkelige personer ind i den fortælling. Og på den måde ræsonnerer det med vores andre forestillinger. Men vi har brugt meget tid på at finde os selv i teksten, fordi vi startede fra et helt andet sted end vi plejer. Normalt starter vi med et koncept eller en skæv historie fra virkeligheden som vi selv finder. Det stod klart for os fra start, at vi ikke ville lave en klassiker som man normalt ville gøre. Spørgsmålet var, hvor meget ville vi ikke lave den? Derfor brugte vi også lang tid på titlen, fordi vi ikke ville snyde folk, så de troede, at de skulle se Ibsens Peer Gynt. Vi ville tydeliggøre, at det var vores take på fortællingen. Det er derfor et meget vigtigt spørgsmålstegn, der optræder i titlen på forestillingen. For resultat er, at vi ikke spiller Ibsens Peer Gynt, men vores helt egen nye tekst – skrevet ovenpå Peer Gynt.
I de seneste to forestillinger vi har lavet, MARTYRMUSEET og NUL, har vi arbejdet med hardcore fakta. Vi har haft eksperter indover og arbejdet med at dramatisere forskning. Derfor havde vi nu lyst til at starte et mere legende sted, i stedet for at skulle arbejde med cool facts. Så vi har givet os selv en ny udfordring ved at følge handlingen i Peer Gynt, men alligevel skabe vores helt egen fortælling. Nøglen til denne fortælling blev sammenblandingen af Henrik Ibsens og Peer Gynts liv. Så vi endte med at være tro mod TOETTs egen stil, som er at starte fortællingen med en virkelig person.
Hvordan bliver jeres tekster skabt?
TOETT: Vores metode, som altid gennemsyrer den måde vi arbejder med tekst på, er arbejdet med fortælling og genfortælling. Henrik skriver tekster på svensk som skuespilleren (i alle vores tidligere forestillinger TOETT-medlemmet Morten Hee Andersen – i denne nye forestilling er det Morten Burian) så skal genfortælle med sine egne ord på dansk. Når en fortælling bliver genfortalt, kommer der ofte nye og andre ting med, jo flere gange man gør det, og langsomt bliver det til en kerne i historien som vi så følger.
Hvad er det for en publikumsinteraktion I arbejder med? Og hvorfor er publikumsinteraktion vigtig?
TOETT: Publikumsinteraktionen er det vigtigste i denne kunstart, fordi det er dét, der udgør teatrets grundform: At vi er til stede sammen, i det samme rum. Det særlige ved at arbejde med scenekunst er, at det er en kollektiv kunstoplevelse, og det er denne oplevelse som vi gerne vil udvide og maksimere. Hvis man kan få publikum til at blive en del af værket, så vil man virkelig udnytte potentialet fuldt ud. Og den interaktion kan ikke skabes i nogen anden kunstform – måske kan det sammenlignes lidt med at synge med til en livekoncert, men det er jo også scenekunst i vores optik.
Den, der optræder live, er helt afhængig af reaktionerne i salen. Publikum er altid med til at skabe den forestilling de ser, og det er denne gensidighed, der er mellem publikum og dem, som står på scenen, vi arbejder med helt konkret ved at ophæve skellet mellem publikum og performer. Vi er så bogstavelige, at hvis der kun kommer fem publikummer, så kan forestillingen faktisk ikke spille. Der skal være minimum 20 publikummer for at den kan gennemføres. Så hvordan vi kan arbejde sammen med publikum og bruge dem i iscenesættelsen, er det vigtigste for os.
Det er en venlig interaktion vi forsøger at skabe. Vi håber at de får en fed oplevelse af at bidrage. Vi kalder dem for human placeholders, og det er en metode vi har udviklet på helt fra start. Publikum spiller en rolle i fortællingen, de bliver gjort til en karakter. Men det bliver mere en markering af et menneske, end at de spiller karakteren, hvilket gør, at det publikum, der kigger på, projicerer en masse følelser og tanker ind i karakteren. Fx kan en mand på 40 år godt spille en lille pige. Det bliver en tydeliggørelse af teatrets grundsituation, hvor hvem som helst kan spille hvad som helst. Vi ønsker, at de skal komme og skabe verdenen, fortælle historien og fantasere sammen med os.
I vores tidligere forestillinger har det været 100 procent styret af skuespilleren Morten Hee Andersen, som har beskrevet situationen og italesat overfor publikum, hvad der skulle ske og hvad man ser på. Nu har vi været nysgerrige på om dette kunne opstå uden at skuespilleren skulle iscenesætte publikum? Vi ville undersøge om man kunne skabe nogle større og mere komplekse billeder, uden at skuespilleren skulle fortælle hver enkelt, hvad de skulle gøre. Og her kom in-ear teknikken ind i billedet. Vi ville udvide human placeholder metoden til at kunne favne mere end én eller to ad gangen. Med in-ear kan vi fylde rummet mere ud og bruge publikum som scenografi.
Under prøverne har vi oplevet, at der opstår en anden energi i rummet, hvor skuespilleren Morten Burian, ikke har kontrol med det hele. Det at mange mennesker bevæger sig samtidig, har en stor kraft i et rum.
Hvordan skaber man en forestilling, hvor man er så afhængig af publikums medvirken?
TOETT: Det kræver, at man kan få lov til at gå ind i et prøveforløb uden at vide, hvad der kommer ud af det. Og det kræver meget stor tillid fra det spillested, man skaber forestillingen til.
Toaster muliggør at vi kan teste ting, vi ikke har kunne teste før ved at give plads og ved at arrangere, at vi har haft prøvepublikum helt fra start to gange om ugen.
Hvad ønsker I at forestillingen Peer Gynt? skal få publikum til at tænke over?
TOETT: Hvis man går ud og tænker mere end da man kom ind, er det fedt! I forhold til grundtemaet i Peer Gynt omkring løgnen, så er det også dét vores forestilling spiller på. Vi lever i en tid, hvor sandheden er til diskussion, og er en ting, der nærmest er opløst. Vi oplever, at det er meget op til en selv at definere ens egen sandhed, og derfor bliver det meget svært at være menneske, fordi man ikke ved om man ser verden fra det samme sted som andre gør. Derfor har man også forskellige udgangspunkter for det man vil snakke om eller de kriser man vil løse, fordi man ser verden grundlæggende forskelligt. Vi tænker selv meget over, hvordan vi lever med kompromitteringen af fakta, og hvordan vi lever med løgnen. Vi går ind for fakta og at man skal udrydde de løgne, der er på nettet, men vi kan ikke vide om de medier vi læser og forholder os til taler sandt, eller om de er mere eller mindre forudindtagede? Det gennemsyrer alt. Denne her usikkerhed er ret vild i forhold til at skulle være til. At erkende, at løgnene eksisterer alle steder. Både i forhold til de store fortællinger om verden, som fx klimakrisen, verdensøkonomien m.m., men også i vores egne historier om os selv, går vi altid på kompromis og fortæller kun det, vi kan holde ud. Forstået på den måde, at vi tilpasser historierne når vi skal fortælle dem til andre mennesker, så vi bedre kan rumme dem eller måske pynter vi endda på dem. Måske var den fisk jeg fangede ikke helt 1,5 meter, men det var en kæmpestor oplevelse for mig at fange den, og det er dét, jeg fortæller ved at lyve om dens størrelse. Vi var interesserede i at undersøge og arbejde med hvilke løgne, der er uskyldige, og hvilke der er dybt farlige for os selv, både i de personlige relationer og på et overordnet samfundsplan.
Så vi begyndte også at se løgnen som en form for overlevelsesmekanisme, for overhovedet at kunne være til, både i det små og i det store. For i virkeligheden lyver vi jo hele tiden for os selv, for måske er sandheden nogen gange for smertelig?
Det er gået op for os, at det er utrolig svært at udrede kompleksiteten imellem sandhed og løgn, og det er dén oplevelse vi gerne vil dele.
Hvad vil det næste naturlige eksperiment være for TOETT i forlængelse af denne forestilling?
TOETT: Vores forestillinger er altid startet ud fra noget vi gerne vil undersøge, og det kan opstå ud fra i forskellige parametre. Om det er en scenografisk idé, en lydlig idé eller publikumsvandringen som princip, som er startstedet. Det særlige ved vores gruppe er, at vi hver især kan komme og være vildt optaget af noget vi gerne vil undersøge, og man har så nogle legekammerater, der siger ja til den undersøgelse. Og ofte er der flere undersøgelser i gang på samme tid.
I TOETT er vi både meget nørdede og også meget kollektive. Det er tit den specifikke faglighed, der er startpunktet for en undersøgelse, men vi elsker at kunne bygge ovenpå hinandens fagligheder. At man kan kigge på det ud fra sit eget felt, og på den måde være med til at løse idéen fra en anden vinkel. Peer Gynt?-projektet er startet med idéen om at styre publikum via in-ear, som udsprang fra en anden idé om at have højtalere på publikum, og det sprang ud af det lydeksperiment vi havde gang i med forestillingen NUL.
Så vores næste projekt kommer også til at tale ind i vores undersøgelse, og vi kunne have lyst til at arbejde med endnu flere publikummer på scenen, fx lave en opera med et helt kor. Men det vigtigste for os er, at undersøgelsen med publikum fortsætter. Om vi så skalerer op eller ned er ikke så vigtigt.
Prøven skal til og i gang og interviewet slutte. Både skuespiller Morten Burian og en publikumsgruppe står klar til at udforske det komplekse samspil i scenerummet, som både er fiktion og virkelighed på samme tid. På samme måde som sandhed og løgn fletter sig ind i hinanden. For det er virkeligt og sandt, at vi er til stede i det samme rum og at vi leger en leg sammen, men det er løgn og fiktion når vi forvandler os, både skuespiller og publikum til enten Peer Gynt, mor Åse eller en flok bryllupsgæster og pludselig befinder os i Afrika, og ikke på Husets Teater. Men sandt er det, forhåbentlig i rigtig mange menneskers optik, at kunsten stiller vigtige spørgsmål til vores måde at leve og forstå vores liv på.
