Der forekommer helt korte videoklip med stærkt indhold, våbenattrapper, samt stroboskoplys i forestillingen

Medvirkende:

Nikoline

Kære publikum

Velkommen til MADE IN YUGOSLAVIA. En dybt personlig og aktuel fortælling om et samfund i opløsning og en længsel efter samhørighed. Forestillingen er musikeren NIKOLINEs scenekunstneriske debut, hvor hun udfolder sin families historie til lyden af Jugoslaviens opløsning.

NIKOLINE har skrevet tekst og komponeret musikken baseret på lydoptagelser, som hun selv har lavet i sit barndoms land. Den forestilling, som vi skal se, er ikke bare endnu en teaterforestilling. Det er en manifestation af flere års undersøgelse af personlige og politiske begivenheder, og det er den slags stærke vidnesbyrd, vi har brug for i den verden, som vi prøver at begribe.

”Jeg har set, at civilisationen er en tynd fernis. Vores fællesskaber er potentielt farlige. Du er også modtagelig over for propaganda. Du kan også lade dig rive med af frygten og hadet til ’de andre’. Du kan også blive et offer. Du kan også overvinde mørket i dig selv, ” siger NIKOLINE.

Velkommen og god fornøjelse!

Liv Helm, Teaterchef

Fra 1991 rasede krigen i det europæiske land Jugoslavien. Omkring 250.000 mennesker blev dræbt. Over 2.000.000 flygtede. Krigen stoppede i 1995. Hadet og polariseringen fortsatte.

Stabat Filia (lyrics)

– af NIKOLINE

Smertens datter stod sørgende fuld af tårer ved sin moder der hang / ned fra korsets lidende
Fortvivlet hendes mørke skrig, forpint og skælvende var sjææælen / stukket af dødens sværd
Velsignet var datteren af / den maltrakterede alenemor / nedbrudt af livets kamp
Hun så sin elskede Moder / udånde. Helt alene efterladt / Udmattet faldt hun omkuld
Lad verden brænde, Vredens dag / er kommet. Moderen er 
døøøød, ”Laaaaacrimoooosaaaa”
Moder, omsorgens kilde, min beskytter på dommedag, lad mig være i din favn.
Mor, jeg græder for dig x4
Lacrimosa, Mama
Lacrimosa, Mama
Dies Irae, Mama
Dies llla, Mama

Stabat Filia (Den Sørgende Datter) er inspireret af en passionssalme fra middelalderen, som skildrer Jomfru Marias sorg over Jesu korsfæstelse. NIKOLINE har her omskrevet den oprindelige latinske hymne, så det nu er datterens smerte over den korsfæstede Moder, der udfoldes (på dansk).

FOTOS FRA NIKOLINES REJSER TIL EKSJUGOSLAVIEN

De sidste to år har Nikoline rejst rundt i hele det tidligere Jugoslavien, det vil sige det nuværende Bosnien, Makedonien, Slovenien, Serbien, Montenegro og Kroatien. Hun har rejst i alle republikkerne, og besøgt både de store byer og udkantsområderne. Her er et meget lille udvalg fra hendes mange rejser, som hun har foretaget som research til forestillingen.

I MADE IN YUGOSLAVIA smelter tid og sted sammen, fordi Nikolines nutid også er farvet af alt det, som ikke længere eksisterer og dermed netop eksistere som tab og længsel. Det er en eksistentiel kamp for fællesskabet, der udspiller sig på scenen.

“Mit første pas var jugoslavisk.” Nikoline 3 år

Sniper Tower uden for Mostar i Bosnien & Hercegovina. Her har Nikoline været oppe på øverste etage og lavet feltoptagelser med kontaktmikrofon, som høres i lyddesignet til Made in Yugoslavia. Det er dunkle og foruroligende lyde: Som skriget fra samfundets underbevidsthed. Sloboda betyder “Frihed”. I Morstar var det den kroatiske hær og muslimske militser, der kæmpede mod hinanden.

Sarajevos roser viser steder motergranater har dræbt mennesker og efterladt et krater, hvor der siden er hældt rød harpiks i for at imitere de oprindelige blodpøler. Der findes mange roser rundt omkring i byen. Et af dem dækker over de to Markale-massakrer i februar 1994 og august 1995, hvor henholdsvis 68 og 37 mennesker blev dræbt i mortérangreb rettet mod markedspladsen. Mortérerne skelnede ikke mellem muslimer, serbere og kroater. Det gør Sarajevo-roserne heller ikke. Her har Nikoline i 2022 fotograferet to soldater i byens gågade, som vader hen over en af Sarajevo roserne. Her var det den serbiske hær (JNA), der angreb byen.

Mellem kroatiske Vukovar og Serbien ligger en ø, som er et såkaldt ”disputed territory” dvs. Kroatien og Serbien kan ikke blive enige om, hvem øen tilhører. Der findes mange lignende områder rundt omkring i de tidligere republikker. I dagtimerne hænger kroater og serbere ud sammen på øen, og gratis speedbåde fragter passagerer til og fra den kroatiske side. Efter kl. 20:00 er der ikke flere både, og enhver kan blive visiteret af serbisk politi og afkrævet identifikation.

En af mange bygninger, der fortsat har skudhuller i facaden fra krigene i 90’erne. Her i et område, hvor serbere og kroater kæmpede.

Romersk ruin i Pula. Kroatiens kyst var i lang tid underlagt republikken Venedig og senere Østrig-Ungarn, hvilket ses tydeligt på arkitektur og kultur. Samtidig var Bosnien og Serien underlagt Osmannerriget, og det er årsagen til, at kroater, serbere og slaviske muslimer har forskellig historie og kultur, selvom de etno-lingvistisk udgør samme folk. Kongeriget Jugoslavien opstod i 1918 efter WWI, og Den Føderale Socialistiske Republik Jugoslavien blev samlet af Tito i 1945 efter partisanernes sejr over fascisterne på alle sider. 

Beograd er det nye Montmartre. I nedlagte fabrikker og shoppingcentre i området omkring Skadarlija har unge designere, musikere, forfattere mv. indtaget området med udstillinger og technoklubber. Der er en pulserende kontrast mellem de unges Beograd og ruinerne fra NATOs bombardementer i 1999, der står som mindesmærker.
Foto: Installationskunst i tilfældig parkeringskælder 2023.

Helstegt lam i Bosnien. Ingen laver det bedre. 

I Vlasenica i det østlige Bosnien & Hercegovina finder jeg min mormors ortodokse kirke. Allerøverst i hvælvingen, hævet over både Jesus og Gud, står den hellige Moder med åbne arme. Det har jeg ikke set før. I Vlasenica finder jeg også navnene på min mormors familiemedlemmer, der bliver udsat for folkedrab under WWII. Sava er min oldemor og floden, som løber igennem Slovenien, langs Bosniens nordlige grænse og ender i Serbien, hvor den munder ud i Europas næststørste flod, Danube.

På Maglic i det sydlige Bosnien (Tågebjerget) mødte vi en flink kohyrde, som tilbød os mad og drikke. Efter vi havde spist og tog afsked med ham, fandt vi ud af, at han var massemorder i 90’erne. Vi havde mødt et menneske.

Tak til

FLENS FLENSBORG fra Arms Gallery,

METTE MARCKMANN, SIMON WØLDIKE BOYSEN, MATHIAS SAUER, LASSE KOCK EGHOLM ANDERSEN, COPENHAGEN PHIL, BEN FOX, CECILIA DALHOFF

Forestillingen er gavmildt støttet af

Statens Kunstfond og KODA Kultur