★★★★
"Det fine ved Liv Helms iscenesættelse er de utallige gøremål, der hører kvindelivet til."
Frederiksborg Amts Avis
Mit Arbejde
18 sep. — 23 okt. 2021
Efter succesroman af Olga Ravn
VI GØR OPMÆRKSOM PÅ, AT DER INDGÅR STROBOSKOPLYS OG RØG I FORESTILLINGEN.
Da forfatteren Anna føder et barn, rammer det hende som et chok. Hun kan ikke sove, hun er bange for at barnet ikke knytter sig til hende, og hun nægter at lade sin partner hjælpe sig. Hun søger nu en plads i verden blandt amning, manglende søvn, tøjvask og shopping, og kæmper for at kunne tænke og skrive igen.
MIT ARBEJDE er skrevet af Olga Ravn og er en historie om en af de mest radikale menneskelige erfaringer: at skabe nyt liv og tage sig af det. I bogen beskriver forfatteren meget ærligt, hvordan mødet med moderskabet kan føles overvældende, og hvordan det i hendes tilfælde førte til en fødselsdepression. Olga Ravn modtog Politikens Litteraturpris 2020 for bogen, der desuden har givet anledning til debat om vilkårene på de danske fødeafdelinger.
I forestillingen bearbejdes succesromanen af Husets Teaters nye teaterchef Liv Helm, der som instruktør fortsætter sin undersøgelse af hjemmets arena, som hun påbegyndte med Henrik Ibsens LILLE EYOLF i sidste sæson.
“Jeg arbejder med en genre, man kunne kalde ’domestic horror’. Altså noget ’uncanny’ ved hjemmet. Ligesom i LILLE EYOLF. Hjemmet og familien er så bekendt for os, men det kan blive uhyggeligt, hvis man twister det lidt. At føde et barn er jo nærmest som en splatter-film. Og ja, scenografen Freya og jeg har lyst til noget splatter.” – Liv Helm
Forestillingens styrke bliver – ligesom i bogen – at vise de menneskelige erfaringer og bidrage til den offentlige samtale om et emne, der berører os alle.
“Vi er jo alle født af nogen, og vi alle har mennesker i vores liv, som føder. Tilsynekomsten af et nyt menneske er en stor omvæltning for alle – det er en almen erfaring.” – Liv Helm