

"Det kunne lyde som et ualmindelig tørt studie i kærlighed, men det dramatiske fysikforsøg på Husets Teater er den rene forførelse"

Politiken

★★★★★

"Når den komprimerede, intense time er slut, føler man faktisk, man har fået det hele med. Nick Payne har sagt alt. Hverken for meget eller for lidt. Men lige præcis dét der skulle siges"

Berlingske

★★★★★★

"Der er absolut intet at udsætte på denne herreflotte og betagende oplevelse"

Børsen

★★★★★★

"Det er komisk, rørende og fængende"

Magasinet KBH

★★★★★

"Opslugte af historien og alle de genkendelige følelser, og samtidig intellektuelt stimulerede over den rappe elegance, det hele serveres med. Begavet og livsnært teater"

Jyllands Posten

★★★★★

"Har sjældent set kærlighed så kompleks og så rigtigt, som i Konstellationer. Tak for det"

Anmelderiet

★★★★★

"På Husets Teaters ovale scene gnistrer de uendelige valgmuligheder"

Forbrugermania

★★★★★

"Forestillingen er en nydelse"

Frederiksborg Amts Avis

★★★★★

"Konstellationer oser af elegance, brillans og substans. Alt går op i en højere enhed, og de to skuespillere, Iben Dorner og Thomas Levin, er knaldhamrende gode"

Aarhus Stifttidende

"Sæsonens stærkeste kærlighedsteater"

Information

"Det er umuligt at forestille sig Konstellationer i bogform eller på et filmlærred. Det er i teatrets både anmassende nærvær og fjerlette flygtighed, at Paynes mange ord finder deres form"

Weekendavisen

"Når stykket slutter lades man tilbage med tanker om alle de valg, man selv bestandigt træffer og undlader at træffe, og jeg følte mig umanerligt heldig over at mine havde ført mig ind på Husets Teater den aften"

Copenhagen-Culture

★★★★★

"Det er de mange små nuancer, som tæller. En nøgen scene. Ingen rekvisitter. Så lidt skal der til. Så fint kan det gøres"

JCklassisk

★★★★★

"Den britiske dramatiker Nick Payne har med sit stykke ’Konstellationer’ (2012) begået en ganske original bedrift hvor fortid, nutid og fremtid smelter elegant sammen"

Teateranmeldelse.dk

★★★★★

"Det er svært ikke at blive fuldstændig grebet af historien efter ganske få minutter"

Out and About

★★★★★

"Højt tempo og nærværende teater"

Mortenhede.dk

★★★★★

""Konstellationer" er moderne teater, båret af original dramatik, to fremragende skuespillere og en overraskende scenografi"

Arbejderen

Konstellationer

18 okt. — 15 nov. 2014

Ny engelsk dramatik om stjernebilleder, økologisk honning og livets flygtighed.

Hvis man kunne slikke spidsen af sine albuer ville der være en risiko for, at man ville leve evigt. Så hvis alle kunne det, hvis alle rent faktisk kunne slikke spidsen af deres albuer, ville der opstå kaos. For man kan jo ikke bare blive ved med at leve og leve og leve

Det moderne parforholds mønstre og konstellationer bliver endevendt i en række skæbnesvangre møder mellem en biavler og en astrofysiker. De bliver forelskede, de har sex, de skilles og de mødes igen – og igen og igen og igen. Eller også gør de ikke? Med spidende elegance og legende virtuositet krydsklipper dette stykke sig gennem en rørende fortælling om liv, død og kærlighed.

Medvirkende

Iben Dorner & Thomas Levin

Tekst

Nick Payne

Instruktion

Ramin Gray

Scenografi

Edward Lloyd Pierce

Oversættelse

Karen-Maria Bille

Co-Produktion

Husets Teater og Aarhus Teater

Varighed

Ca. 1 time

Billetpriser

130-190 kr./60-120 kr. for unge u. 25 år. Ved min. 6 unge u. 25 år kun 40 kr. pr. billet.

Biografier

IBEN DORNER - skuespiller

Født 1978 og uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater 2007. Var 2007-08 en del af ensemblet på Teater Momentum vol. 1.0 og har siden stået på scenen i bl.a. Orestien (2008) og Den skaldede sangerinde (2009) på Odense Teater, Seest (2008-09) og Grenzen (2009-10) på Mungo Park Kolding, Misantropen Det Kgl. Teater (2010), Når katten er ude … på Comedieteatret (2012) samt den aktuelle Konstellationer på Aarhus Teater og Husets Teater (2014). På film har hun medvirket i Kandidaten (2008), Sorte Kugler (2009), Sandheden om mænd (2010), Bora Bora (2011), Fortidens skygge – Den som dræber (2010), Tarok (2013) og Familien Jul (2014), og på tv har man set hende i 2900 Happiness og Mikkel og Guldkortet(2008), Forsvar og Pagten (2009), Borgen (2010) og Den som dræber (2011). Modtog i 2010 en Zulu Award for bedste kvindelige birolle i Sorte kugler og blev i 2011 tildelt et hæderslegat fra Skuespillerforeningen af 1879.

THOMAS LEVIN – skuespiller

Født 1978 og uddannet fra David Gideon og The William Esper Studio i New York. Begyndte sin karriere som skuespiller på Teater Grob, hvor han siden 2000 har medvirket i forestillingerne Helenes Himmelfærd, Kunsten at vedligeholde en far, Sød Tøs, Pelsjægerne, Vejen til himlen, Hvis, Jeg, mig og mit, Håndbog i overlevelse, Hjem kære hjem, Cruise, En plads i mit hjerte, Lykke Bjørn og Middag for 1. På Husets Teater har han tidligere medvirket i Åsted (2006), og på Aarhus Teater i Gengangere (2012). Af andre roller kan nævnes I skikkelse af … på CaféTeatret og Faust på Teater la Balance (2002), Vårbrud på Mungo Park (2003), Kongsemnerne og Flugt på det Kgl. Teater (2004) og Lige for lige på Grønnegårds Teatret (2005). På tv har han optrådt i bl.a. Rejseholdet (2001), Hotellet (2002), Krøniken (2004), Absalons hemmelighed (2006), Sommer (2008), Lulu & Leon (2009), Lærkevej (2010), Borgen (2010-13), Lykke og Den som dræber (2011), mens han på film har spillet hovedrollen som Bo i Familien Gregersen (2004) samt medvirket i bl.a. Regel nr. 1 og Til højre ved den gule hund (2003). Tiltrådte i 2005 som kunstnerisk leder af Teater Grob sammen med Per Scheel-Krüger, og debuterede i 2006 som dramatiker med stykket Jeg, mig, mit. Har siden skrevet Labyrinten (2011) samt Peter og Elgen, der indbragte ham Årets Reumert 2012 som Bedste Dramatiker. Modtog desuden en Reumert Talentpris i 2003 og var nomineret til Bedste Mandlige Hovedrolle i 2007.

RAMIN GRAY – instruktør

Født 1963 i Storbritannien og opvokset i Oxford, Teheran, New York og Paris. Tog 1987 en BA i orientalske studier i Oxford, og året efter debuterede han som instruktør med en opsætning af John Marstons The Malcontent på Latchmere Theatre i London. Siden har han etableret sig som et velrenommeret instruktørnavn over hele Europa, og har især gjort sig bemærket for sit arbejde på Royal Court Theatre, hvor han i årene 2000-2009 var med til at opbygge Royal Court Theatres internationale ry som writers theatre. Her instruerede han mere end 15 premierer på ny dramatik, bl.a. Push Up af Roland Schimmelpfennig, Kvinde og fugleskræmsel af Marina Carr, Motortown af Simon Stephens, Advice to Iraqi Women af Martin Crimp, The Ugly One, The Stone og Over There af Mark Ravenhill samt to stykker af Marius von Mayenburg. Af andre væsentlige opgaver kan nævnes to forestillinger for Royal Shakespeare Company, The American Pilot af David Grieg, King of Hearts af Alistair Beaton og senest operaen The Importance of Being Ernest på Royal Opera House i hjemlandet, samt forestillinger i bl.a. Rusland, Østrig, Tyskland, Norge og nu i Danmark.  I dag er Ramin Gray kunstnerisk leder af Actors Touring Company i London, hvor han siden 2011 bl.a. har instrueret Den gyldne drage af Roland Schimmelpfennig, Crave af Sarah Kane og The Events af David Grieg.

EDWARD LLOYD PIERCE – scenograf

Født 1972 i USA og uddannet scenograf, lysdesigner og kostumedesigner fra Yale University School of Drama 2001. Har siden været bosat i Danmark, hvor han har en lang række forestillinger bag sig, bl.a. Blekingegade (2009), Ingen møder nogen og I morgen i Qatar (2010), Greenboy, Konvolutten (2011), Peggy Picket ser Guds ansigt (2013) og Gud taler ud (2012-2014) på Husets Teater samt History Boys (2007) og Før/Efter (2009) på Aarhus Teater. På Det Kgl. Teater har han været scenograf på De nygifte & Nei og Maria de Buenos Aires (2004), Arbejddigfri.com og Vintereventyret (2005) samt lysdesigner på bl.a. Udvidelse af kampzonen (2002), Sabina S. (2004), Pinnochios aske (2005), Den kaukasiske kridtcirkel og Faust (begge 2006), Kirsebærhaven (2007) og Jeanne (2008). På Teater Grob har han skabt scenografi til Pelsjægerne (2001), Den førstefødte (2004) og den prisbelønnede Hjem kære hjem(2007-11), og på PLAN-B stod han bag Mobil (2006), Som Brødre (2007), Brudstykker af min marionetdukkes bekendelser (2006-07) og Non-Stop (2008). Af andre opgaver kan nævnes Vårbrud på Mungo Park (2003), Medea på Gladsaxe Teater og Casino Moonlight på Østre Gasværk Teater (2004), Plasticin og Kapitalen (2004) og Ikke om nattergale (2006) på Mammutteatret, Hjorten (2009) og De helvedes Blomster (2010) på Teatret ved Sorte Hest, Rytteriet Live (2010) og Rytteriet Live 2 (2014) på Bellevue Teatret, Abekongen på Mungo Park Kolding (2012), den Reumertbelønnede Blam! på Republique og turne (2012-14), teaterkoncerten 27 på Malmö Stadsteater (2013) samt Ronja Røverdatter på Folketeatret (2014). Var i 2010 medstifter af performancegruppen Krash Kompagni, hvor han har stået bag ide, iscenesættelse og scenografi til bl.a. Greenboy på Husets Teater (2011), The Expedition på Kunsthal Charlottenborg (2011) samt Truth or Dare (2011) og Desperado (2012) på CaféTeatret. Vandt i 2010 en Reumert som Årets Scenograf for Ingen møder nogen, og var i 2011 nomineret i samme kategori for Greenboy.