★★★★

"Ætsende tysk komedie. 11 skuespillere på en lille scene. Hvornår har man sidst set det? Glimrende af Husets Teater at spare op på personalekontoen og så knalde overdådigt af, når stykket kræver det"

Jyllands Posten

"Nogle ovenud morsomme skuespillere, der vælter publikum med deres terrorismeslapstick. Så hvis man var vild med Theresia Walsers En smule stilhed før stormen forrige sæson, bør man også unde sig selv at opleve I morgen i Qatar"

Information

★★★★

"Alexa Ther har iscenesat dem med frydefuld fantasi. ’I morgen i Qatar’ er et brillant show off for skuespillerne på Husets Teater"

Gregers DH

★★★★

"Det er teater for voksne og rasende morsomt, og på trods af at personerne udleveres og karikeres, så er der en ægthed og kærlighed over spillet og hele opsætningen, der gør, at man går rørt og bevæget hjem"

Teaterbloggen

★★★★

"Er "I morgen i Qatar" blot et øjebliksbillede af vore nuværende civilisation med menneskemyrer, der ikke orker eller kan finde ud af at leve livet udbytterigt? Det kan publikum selv overveje, for absurde stykker har ingen løsninger. Men så absurd er det nu heller ikke..."

Frederiksborg Amts Avis

"Et ret så underholdende - velspillet - undergangsparty"

Politiken

"Skuespillerne tager i det hele taget de fleste stik hjem. Spillet er ganske sjovt"

Berlingske

"Blændende godt spillet og iscenesat"

Børsen

"Teaterdyrene Simon K. Boberg og Mads Wille i Husets Teater vover pelsen. For der skal is i maven til at hyre 11 skuespillere til et stykke om selvmord og angst for terror, for derefter at sætte dem sammen på en frimærkestor scene fyldt med et stigende antal løse effekter"

Arbejderen

I morgen i Qatar

11 sep. — 16 okt. 2010

En absurd komedie om tog, selvmord og angsten farce. Danmarkspremiere af Theresia Walser.

Husets Teater åbnede sæson 2010-11 med Danmarkspremieren på I MORGEN I QATAR af den tyske dramatiker, Theresia Walser, som tidligere bl.a. har skrevet vores Reumertnominerede komediesucces En smule stilhed før stormen.

Et tog standser uden varsel midt i ingenting. Et menneske har kastet sig ud på skinnerne foran toget. Inde i kupéen venter passagererne – først utålmodigt og siden desperat, men konduktøren ved intet og togstewardessen går bare forbi med sin minibar. Ført sammen af skæbnen og fanget i en togkupé på ubestemt tid begynder det konfuse ældre par, arkitekten med tandpine, den drømmende blondine, den sammenbidte forretningsmand og alle de andre passagerer at konfrontere hinanden med deres drømme, længsler og angst, og snart kører diskussionerne helt af sporet. Er toget stoppet lige uden for Karlsruhe, eller er vi i virkeligheden i Qatar? Hvem har begået selvmord? Og hvad gemmer den sovende araber i rygsækken?

Ikke mindre end 11 skuespillere medvirkede i I MORGEN I QATAR, der var instrueret af Alexa Ther med scenografi og lysdesign af Edward Lloyd Pierce, som i maj 2010 modtog en Reumert som Årets Scenograf for Ingen møder nogen her på teatret.

Medvirkende

Karen-Lise Mynster, Kristian Halken, Søren Spanning, Sarah Boberg, Claes Bang, Mads Wille, Benjamin Boe Rasmussen, Basquiat Ali Kazim, Lise Baastrup, Kristine Elmedal Johansen, Asbjørn Krogh Nissen

Tekst

Theresia Walser

Iscenesættelse

Alexa Ther

Scenografi & lysdesign

Edward Lloyd Pierce