★★★★★

"En kraftpræstation fra Mads Willes side"

Nordjyske

★★★★★★

"Det er så uforskammet godt og bliver helt sikkert en af årets største teateroplevelser"

Kultunaut

★★★★★

"Kan varmt anbefale forstads-romantikere og andre almene nostalgikere en tur til Husets Teater"

Anmelderiet



"Skuespiller Mads Wille står alene på scenen sammen med musiker Bebe Risenfors i Husets Teaters fine opsætning af Blendstrups komiske perle fra 2004"

Politiken

★★★★

"Vildt og voldsomt énmands-teater er blevet til en fornøjelig jubilæumsindsats i Husets Teater"

Frederiksborg Amts Avis

★★★★

"En glad og kærlig rædselsberetning om en terrorist af en far, fordrukken og ustyrlig"

Gregers DH

"Her behøves ingen samfundsanalyser. Her sættes virkeligheden på scenen, så den sanses direkte. Tilsat Bebe Risenfors’ musik som følelseskommentar"

Information

Gud Taler Ud

14 apr. — 16 maj. 2012

En søns portræt af sin far. Baseret på Jens Blendstrups roman.

”Gud vil have nye fliser i sin indkørsel. Han har lavet en aftale med en døv havearkitekt der hedder Leonard Snerr. Gud har lavet en såkaldt entreprise. Alle aftaler Gud laver er entrepriser”

Sådan begynder en af anekdoterne i Jens Blendstrups bog Gud taler ud, som er en af de senere års mest roste og læste danske romaner. Gennem fragmenterede erindringsscener maler bogen et vanvittigt og vemodigt portræt af forfatterens egen far, der konsekvent omtales som Gud. Med eneret på teaterudgaven af bogen og med inddragelse af hidtil upubliceret materiale præsenterede Husets Teater urpremieren på GUD TALER UD d. 14. april 2012.

Gud var psykiatrisk overlæge. Han havde flair for alkohol og tossede venner, og han havde sin helt egen excentriske tilgang til omverdenen. Med stor humor fortæller bogen historien om Gud, fra han slår sig ned på Blåmunkevej i Risskov med sin svenske kone, hunden Schenko og sine tre sønner, til Gud dør af kræft 25 år senere. Og det var her teaterforestillingen begyndte på en sjappet tirsdag, hvor sønnerne er samlet i en kælder på Amager for at mindes Gud. Herfra fortæller den yngste søn bagud i et fabulerende scenisk og musikalsk univers, der genskaber barndomshjemmets kaos med alt, hvad det måtte indebære af komiske, absurde og tragiske situationer med Gud som far, patriark og menneske på godt og ondt.

I den krævende rolle som fortæller og yngste søn – der indimellem ligner Gud til forveksling – kunne man opleve skuespiller Mads Wille. Desuden medvirkede den svenske multi-instrumentalist Bebe Risenfors, som havde komponeret et musikalsk forløb direkte til forestillingen, og spillede det live på scenen. Simon K. Boberg havde instrueret, og Reumertvinder Edward Lloyd Pierce, skabte scenografien.

Ud over opfyldelsen af en gammel drøm om at genskabe netop denne bog som teater, markerede GUD TALER UD samtidig Mads Wille og Simon K. Bobergs 10-års jubilæum som teaterledere. I 2002 stiftede de PLAN-B, som de på bare seks år gjorde til én af Københavns førende uafhængige scener. I 2008 overtog de så i fællesskab den kunstneriske ledelse af Husets Teater, hvor de afsluttede deres fjerde succesrige sæson med GUD TALER UD.

Medvirkende

Mads Wille

Musiker & komponist

Bebe Risenfors

Forfatter

Jens Blendstrup

Forlag

Rosinante&Co

Manuskript & iscenesættelse

Simon K. Boberg

Scenografi

Edward Lloyd Pierce

Lysdesign & afvikling

Mads Vegas

Lyddesign

Jes Theede