Forord
Med kærlighed til Kassandra
af Marie Bjørn
Jeg opdagede Kassandra, da jeg i begyndelsen af det skæbnesvangre år 2020 læste Rebecca Solnits meget anbefalelsesværdige bog Men explain things to me. Så vidt jeg erindrer, fokuserer Solnit på, at Kassandra får sin forbandelse af Apollon, fordi hun afviser ham. Han er forelsket i hende, men hun er ikke forelsket i ham, og derfor skal hun straffes. Solnits gennemgang af myten vakte en umiddelbar besættelse af Kassandra i mig. Jeg så hurtigt Kassandra som aktuel i en verden, der post me-too og midt i trumpismen var begyndt at protestere mod ensidige fortællinger og magtstrukturer, og hvor begrebet sandhed blev sat kraftigt til diskussion.
Jeg skrev til Liv Helm, for at høre, om ikke hun kunne se ideen i at skabe en forestilling om den fordømte seerske, man med det blotte øje let kan overse, men har man først fået øje på hende, kan man ikke glemme hende igen… Liv svarede, at Anja Behrens også var Kassandra-fan, og snart blev et hold sat, og min indre furie så forventningsfuld frem mod arbejdet. I mailtråden, skrev Liv og jeg frem og tilbage om fænomenet varsler. Når der sker en katastrofe, på mikro eller makroplan, har der ofte været et varsel. Noget man i bagklogskabens lys, kan udpege som en katalysator for at noget begyndte at skride. Mailudvekslingen fandt sted i de første, dybe coronatider, og vi kunne ikke lade være med, at overveje hvad pandemien var et varsel for. Var den et varsel for at lære omstillingsparathed og diskomfort at kende inden et stort, kommende klimakollaps? Eller var den et varsel, for noget vi endnu ikke havde begreb om?
I marts 2020 skrev Liv i en mail, at et af de mest google spørgsmål for tiden var: Are birds getting louder? Hun tilføjede: ”Historisk set (fra oldtidens Grækenland) troede man, at fuglene varslede. På fuglenes stemmer kunne man høre noget.”
Da verden blev stille i pandemiens første forårs-nedlukning, mente mennesker over hele verden altså at kunne høre fuglene tydeligere. Om fuglene rent faktisk sang højere, eller om vi blot havde ro til at lytte til dem, kender anekdoten ikke noget til… Men jeg nævner den, fordi den på sin egen syrede måde, blev et tanke-afsæt til Kassandra. Og en bekræftelse af, at Kassandras varsler finder sted kollektivt og individuelt i vores stadigt stridigere kampe for sandheden, og i vores poetiske opfattelser af, at forstå den virkelighed, vi er en del af.
Kassandra kan meget berettiget fortolkes med feministiske briller, som den unge kvinde der forbandes, fordi hun ikke bøjer sig for en magtfuld mands begær, og derfor er dømt til at forblive i en flakkende undtagelsestilstand, udstødt og latterliggjort. Hvis vi hæver os over den kønnede læsning, og ser på Kassandra og Apollon som iboende kræfter vi alle sammen indeholder, kan Kassandra tolkes som det i os, vi igen og igen lukker ned for, og fortrænger, fordi vi ikke er i stand til at leve for undergangsdyrkelse og varselsfornemmelser, hvor sande de end må være.
Da teksten rykkede ind i scenografien i december, fik jeg en meget kropslig fornemmelse af, at Kassandra bor indeni ethvert menneske. Hun bor i hvert fald i mig. Hun bor i et ensomt og sorgfuldt rum, et klaustrofobisk og et håbløst rum. Hun har hjemme i det rum i psyken, hvor man kan tvivle på sin egen opfattelse af virkeligheden, sin egen troværdighed og sine egne erfaringer, og hvor man oprigtigt nærer mistro til at andre vil tro på en. For det vil man måske heller ikke selv… Og dermed dannes og trives Kassandra-komplekset.
På produktionen er vi skiftevis blevet smittet af Kassandras tyngede sind. Alligevel har vi insisteret på at bevæge os rundt i mørket med hende. Af den overbevisning, at der eksisterer vigtig heling når vi åbner op for al den undergang, hun ser, al den smerte hun føler. Når vi tør genkende mørket fra verden og mørket i os selv, og forstå at det mørke udgør samme farveskær på en farvepalette, og at vi er fælles om det.
Jeg tror på, at der kan opstå sprækker af samhørighed, når vi genkender hinandens sorg og håbløshed i en uhyre voldsom tid præget af had og kollaps på en kogende klode, der måler varmere, end nogensinde før, og hvor temperaturstigningerne synes at ligge under samtlige konflikter og krige og få radikaliseringerne til at ulme.
Bertolt Brecht skrev engang:
”In the dark times
Will there also be singing?
Yes, there will also be singing
About the dark times”
Kassandra minder os om, at den, der insisterer på at fortælle sandheden akkurat, er den eneste der bevæger verden.
Rigtig god fornøjelse,
Marie Bjørn
