Som et led i samarbejdet TOASTER, er det målet at støtte kompagnier og kunstnere i udviklingen af deres praksis, og at præsentere deres værker for et bredere publikum. LOGEN er et af Husets Teaters nuværende huskompagnier.
LOGEN er et scenekunstnerisk kollektiv med tværæstetisk fokus og er bestående af forskellige kunstnere. I Monsterbal medvirker Patrick Baurichter, Emil Assing og Nathalie Mellbye med gæster.
LOGEN startede i 2014 og med de to eksperimenterende værker ‘Historien om Øjet’ og ‘DEATH TO TRUTH OF BEAUTY’ har de etableret sig i scenekunstmiljøet i Danmark med en vilje til at udfordre den kollektive proces, det klassiske produktionsforløb og det intime rituelle møde med publikum.
LOGEN vil trænge igennem kødet og lave vrang-spejle for deres publikum i grænselandet mellem transcendenserende øjeblikke og refleksiv samtidskritik i et sanseligt, ekspressivt og surrealistisk univers. LOGEN fokuserer på at ophøje det hellige, det uperfekte, det kollektive, hengivelsen og generøsiteten – alt sammen noget de ønsker at fremme som grundlæggende værdier i vores samtid.
Der findes en evig søgen i LOGENs arbejde efter yderpunkter i den menneskelige bevidsthed og underbevidsthed. For at kunne skabe et frirum for publikum, hvor mennesket kan få lov at blive set og hørt uanset skyggesider. LOGEN bygger sjældent glansbilleder op, men går i kødet på mennesket, livet og alle dets facetter uden forbehold eller fordømmelse.