★★★★★★
"Fabelagtig performance! Jesper Asholt tager kegler i nyt teaterstykke på Husets Teater"
Oestrogen.dk
★★★★★
”Sandsynligvis” er et hit. Historien om Frank Grevil omsættes til topunderholdende og vedkommende skuespil på Husets Teater"
Byen Kalder
"Absurd thriller eller bare god gammeldags politisk revy? Frank Grevil-sagen ruller underholdende over scenen på Husets Teater"
Politiken
★★★★
"Husets Teater fastholder sin politiske nutidsvinkling. ’Sandsynligvis’ – om Frank Grevil-sagen – bliver til glimrende teater på Halmtorvet. HER får man virkelig nogle overvejelser at gnaske på"
Gregers DH
"Jesper Asholt betager med sin nørdede skrøbelighed"
Information
"Frank Grevil sladrede om Fogh Rasmussens løgne, der skulle få Danmark i krig mod Irak. Historien har Husets Teater valgt at fortælle som satire, og det er skræmmende sjovt"
Arbejderen
"Iscenesætteren Heinrich Christensen gør alt hvad han kan - og han kan meget - for at blæse karikeret liv i historien"
Berlingske
Sandsynligvis
17 apr. — 29 maj. 2010
En absurd thriller baseret på historien om Frank Grevil.
SANDSYNLIGVIS var teaterforestillingen baseret på historien om Danmarks mest kendte whistleblower i nyere tid: Efterretningsofficeren Frank Grevil, der lækkede fortrolige oplysninger til pressen om Forsvarets Efterretningstjenestes trusselsvurderinger op til Irak-krigen.
Den ambitiøse og højt begavede Frank bliver ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), netop som 9/11 indtræffer. Den vestlige verden er i chok, og snart er en amerikansk ledet krig mod terrornetværket under opsejling. Som betroet medarbejder i FE får Frank til opgave at levere trusselsvurderinger til den danske regering, men trods sin loyalitet kæmper han med det voksende pres fra højeste sted for at skrue op for troen på masseødelæggelsesvåben. Sandsynligvis bliver et populært ord, men regeringens udlægning af truslen, stemmer ikke overens med mandens egen opfattelse af virkeligheden. Til sidst får han nok, og i affekt lækker han et par hemmeligstemplede trusselsvurderinger til pressen. Så ruller lavinen, og pludselig er han på vej i retten; anklaget for whistleblowing. Men kan den lille mand overhovedet stille noget op mod de store systemer og det professionelle spin?
Med retssagen som den røde tråd fulgte SANDSYNLIGVIS historien om Frank og det politiske spil; både på det private, det nationale og det internationale plan. Forestillingen var skabt af det unge talentfulde trekløver, der i 2007 debuterede med den anmelderroste Café Zennep. Dramatiker Maj Rørbæk Damgaard havde skrevet manuskriptet, bl.a. på baggrund af samtaler med Frank Grevil selv samt ekstern konsulentbistand fra Charlotte Aagaard, journalist og forfatter til bogen I nationens tjeneste: Frank Grevil – majoren, der fik nok. Den Reumertbelønnede instruktør Heinrich Christensen stod for iscenesættelsen, og Nadia Nabil havde skabt et 16 meter bredt kontorlandskab af en scenografi. Jesper Asholt havde hovedrollen som Fran Grevil, og alle forestillingens andre roller blev spillet af et stjernehold bestående af Charlotte Fich, Claus Flygare, Laus Høybye og Camilla Lohmann.